vision
pop
Pop art version 2.0
Popkunsten har aldrig været så populær som den er i øjeblikket. Længe leve popkulturen.
Pop art pop art pop art · Martin Pop
Om Martin Pops billedverden
Tydeligere kan det ikke siges. Med sit efternavn har Martin Pop lavet en programerklæring af de mere markante. En programerklæring, der hylder popkunsten i en sådan grad, at selve kunstnernavnet er blevet et greb og en proklamation.
En lille historisk sammenfatning er nødvendig. Popkunsten opstod i England og USA omkring 1960 som en reaktion mod det, bevægelsens tilhængere opfattede som den abstrakte ekspressionismes narcisstistiske selvhøjtidelighed. For første gang i kunsthistorien introducerede popkunstnerne populærkulturens ikoner i deres værker. Filmdivaer, sangstjerner, tegneserier, avisforsider og reklameprodukter blev med Pop Art lige pludseligt motiver i kunsten, til trods for eller rettere sagt fordi der blev rynket på næsen af det fra den finkulturelle elites side. Popkunstnerne ville vise de motiver, som den langt overvejende del af befolkningen kunne relatere sig til. Og ikke nok med det. Med den serigrafiske teknik kunne Andy Warhol massefremstille sine billeder og dermed gøre op med hele myten om, at kunst skal være 1) unik, 2) skabt af genier, 3) intellektuelt uforståelig og 4) rasende dyr. Med deres fokus på kunstens markedsføringsmæssige aspekter, på dens umiddelbare forståelighed og med deres store grafiske kunnen, forandrede Pop Art-kunsterne verden for altid. Kunst var ikke længere kun forbeholdt de priviligerede få.
Det er disse principper, Martin Pop overtager med sin billedverden. Værkerne laves i et større, men alligevel begrænset oplag til en pris, de fleste har råd til at betale. De er godt komponerede, farverne sidder som de skal og motiverne har noget både lokkende og gådefuldt over sig. Martins hjemmeside er lagt såvel praktisk som æstetisk an, den er brugervenlig og er i det hele taget lavet ud fra devicen ”You see what you get”.
Og så er der alligevel en ret markant forskel mellem Martin Pops udgave af popkunsten og den, som Andy Warhol og Roy Lichtenstein stod for.
Hvor de to sidstnævnte nærmest satte en ære i skabe deadpan gengivelser af colaflasker, tegneseriermotiver og idolplakater, er Martins billeder både mere mystiske og fortællende. Med referencer til såvel film- og dyreverdenen som historiske pressefotografier skaber Martin Pop med sin collageform en mosaik af samplede motiver. En mosaik, hvor det et den særlige stemning snarere end én bestemt tolkning, som er i højsædet. Vi suges ind i billedernes særegne atmosfære og sætter dem ind i et forståelsesunivers farvet af vores egne personlige drømme, erfaringer og associationer. En form for visuel meddigten, som man ikke finder hos Warhol og Lichtenstein, men derimod hos den jævnaldrende, nyligt afdøde Robert Rauschenberg, hvis serigrafier netop havde den mystik og fortællende dimension, man savner hos de to popkunstnere.
Så godt nok er Martin Pop en popkunstner, men han er faktisk mere end det. Han giver os lige den ekstra dimension af spænding og flertydighed, som Pop Art per definition ikke ejede. Det er præcis også derfor, Martin Pop er en spændende kunstner.
Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen,
bachelor i Kunsthistorie
www.kunstavisen.dk
Historisk tilbageblik - Popkunst version 1.0
Popkunsten opstod i 1950erne i USA og Vesteuropa. Popkunstnerne gjorde brug af massekulturens billedverden og forbrugsvarer, og kunsten er tæt knyttet til livet i den moderne storby. Ved at bruge genkendelige motiver fra tegneserier, tv, film og magasiner gjorde de oprør mod den finkulturelle kunst, der på dette tidspunkt var repræsenteret ved den abstrakte ekspressionisme (frem for alt i New York). Popkunstnerne arbejder med en figurativ kunst, som alle kan forstå og forholde sig til. I USA er Andy Warhol (1928-87) og Roy Lichtenstein (1923-97) centrale kunstnere.
www.arken.dk
Dansk betegnelse for det engelske,
kunsthistoriske begreb popart
Popkunst i den kunsthistoriske betydning anvendes efter ca. 1960. Ordet popart kan primært tilskrives den engelsk/amerikanske kunstkritiker James Alloway.
Popkunst er ikke et isoleret amerikansk fænomen, men opstod både i Europa og USA omkring 1960, med Andy Warhol som den mest berømte eksponent.
Popkunst opstår efter modernismen og det abstrakte. Flere kritikere har peget på opgøret med det elitære i kunsten og det postmoderne medie-samfund som forudsætninger for popkunsten.
Et ydre kendetegn for popkunst vil således ofte være referencer til masse-samfundet og dets symbolverden, f.eks. reklamer, medier m.v. . Ifølge Alloway er disse referencer først og fremmest tegnsystemer, der ikke blot gengiver et ydre, allerede kendt objekt, men tillige de grafiske kendetegn, der er knyttet til det.
Popkunst er således kendetegnet ved: 1. Reale, umiddelbart genkendelige elementer, ofte med direkte reference til medier. 2. Deres mulige, indbyrdes symbolske betydninger. 3. Abstrakte elementer, f. eks. grafiske tekniker, maling m.v. Ofte er alle tre elementer til stede samtidig, for som postmoderne greb at dekonstruere hinanden. Således er sammenstillingen af fotografi, maleri, grafiske elementer eller symbolske elementer ikke afhængigt af et ydre kontrapunkt for at fungere. Som postmoderne maleri postulerer popkunsten på samme tid sig selv som abstrakt maleri, fotografi, symbolisme m.v. og kan herved fungere som kommentar eller mere bredt som fremstilling af konceptuelle konflikter. Popkunsten kan således både tolkes som hyldest til forbrugssamfundet og som en kritik af samme. Begge tolkninger er imidlertid uden for popkunstens egentlige virkefelt: Popkunstens primære virkefelt er snarere det perceptions-psykologiske, der i lighed med den senere tilkomne op-art og tidligere kunstformer som trampe-d-oil m.v. vil vise beskueren bedragets natur. Forbrugssamfundet og medierne er så blot – med Alloway – tegnsystemer i denne proces.
Selv om popkunst opstår som efter-moderne kunstform, er der klare referencer til f. eks. dadaisme og collage-kunst samt ekspressionisme, fotografisk kunst og abstrakt malerkunst
da.wikipedia.org/wiki/Popkunst
Popart popart popart
En del af popkunstens bestræbelser gik, ifølge de mange teoretiske overbygninger på sagen, ud på at afpersonalisere kunstnerens arbejde. Det drejede sig bl.a. om at berøve værket ophavsmandens personlige udtryk, såvel som alle udtryk for hans personlige fornemmelser og erfaringer. Alt er ligevægtigt, "der er ikke noget der er underdanigt i forhold til noget andet", sagde den amerikanske kunstner Robert Rauchenberg. Dette førte til at flere kunstnere hentede deres emner og motiver fra massemediernes verden, for derved at undgå at komme til at skabe noget personligt. Vi kender Andy Warhols trivielle Marilyn Monroe -portrætter, som trods en arrogant ligefremhed, der grænser til det intetsigende, fremkaldte et kølvand af variationer. Herhjemme kender vi, blandt mange andre eksempler, Stig Brøggers malerier i denne udstilling.
Den tilsyneladende hensigtsløse måde at gengive det moderne forbrugersamfunds frembringelser på, gjorde popkunsten til et omstridt fænomen i tressernes første halvdel. Kunstværkerne virkede sært umeddelsomme. Det var svært at acceptere, at her var en kunst, der hentede al sit materiale fra de moderne bymiljøer uden at afspejle så meget som en lille glød af samfundskritisk holdning. Popkunsten tilfredsstillede heller ikke dem, som under en lang periode med action painting og abstrakt ekspressionisme, havde længtes efter en kunst, der var umiddelbar forståelig. De, som havde håbet på en ny naturalisme blev skuffede, fordi de ikke kunne anerkende at en ny kunstnergenerations billede af virkeligheden måtte hentes fra massekulturens karakteristiske frembringelser såsom stormagasiner, ugeblade, biler, tegneserier etc.
Den engelske kunsthistoriker Suzi Gablik mener at popkunsten har konstitueret sig i kraft af fem særlige egenskaber, blandt hvilke jeg vil fremhæve hendes påstand om at popkunsten har bevæget sig hen til en mere upersonlig og udadvendt emnekreds, som er forbundet med vore bymiljøer.
En anden specifik egenskab ved popkunsten er at den har ophævet den traditionelle rangfølge blandt emner og motiver og derved medført, at f.eks. Mondrian og Mickey Mouse optræder som ligeværdige. Endelig gør hun gældende, at popkunstens udøvere, i højere grad end andre, har taget nye industrielle metoder og materialer i brug.
Ikke alene henter således popkunsten sine motiver lige ud af den nærmeste virkelighed, men den fremstiller også sine værker via de mest praktiske og tidssvarende metoder. Vi kender udnyttelsen af fototeknik i forbindelse med serigrafi (Warhol m. fl.), samt forstørrelser og skabeloner. Hvorfor skulle kunstneren gøre sig den ulejlighed at lære at tegne figurer, når han på et øjeblik kan klippe en skabelon ud af et dameblad? Her synes popkunsten at ville punktere en gammel højtidelighed omkring kunsten som begreb. Og det er måske en forståelig hensigt. Men endnu er popkunsten dog ikke, i hvert fald ikke i andet end stereotyp forstand, kommet så vidt at den er blevet en massevare, der bruges og kasseres som alt andet, der går gennem vores hænder. Den er stadigvæk "finkulturel" og museumsophængt og ikke til at købe for jævne menneskelige indtægter. Men allervigtigst er det måske at opfatte popkunstens ukritiske nutidsbeskrivelse som en slags advarsel mod at angribe, hvad tiden og massesamfundet har frembragt, for derved kan vi kun bidrage til at undergrave hele fundamentet for vor velfærd og eksistens.
Lichtenstein på Louisiana
Mesteren inden for amerikansk popkunst udstiller på Louisiana.
26. august 2003
De fleste kender Roy Lichtensteins billeder. Skarpe, præcise og let genkendelige. Stærke prikker, streger, farver og flader. Intet mudder eller romantisk tusmørke. Ingen spor af hverken penselstrøg eller kunstnerens sørgmodige sjæl. Og netop denne genkendelighed er hele kunstnerens pointe. Som mesteren inden for amerikansk popkunst ville han gøre sin kunststil lige så let at spotte som mærkaten på en Coca Cola. Og det lykkedes.
'Oh Brad Darling' hvisker heltinden
Lichtenstein (1923-1997) repræsenterer den amerikanske popkunst – opgøret med den abstrakte ekspressionisme. Hvor mange kunstnere vender blikket indad mod deres egen suppegryde eller udad mod et spirende landskab, lod han interessen falde på den amerikanske samtids heftigt voksende billedbank. Ganske hurtigt opdagede Lichtenstein styrken i populærkulturens billeder: Den simple fremstilling af en skive ost, en vaskemaskine, en gummisko, som han mødte i reklamer og varekataloger eller det stiliserede billede af verden, han oplevede i tegneserierne. Og særligt de sidste gav megen inspiration. ”Oh Brad Darling” hvisker heltinden med de gule lokker på et utal af billeder.
Den kunstige virkelighed
Roy Lichtenstein maler virkeligheden, så den ser kunstig ud, fordi han gerne vil lære os, der dagligt bombarderes med en strøm af billeder, at kunne kende forskel på dem og virkeligheden. Han vil diskutere billeder og kunst med sine værker og startede egentligt med at male egne versioner af Picasso, Monet, Mondrian med flere. Hans påstand er, at billeder kan stå så stærkt, at de vandrer ind i folks bevidsthed som en slags kunstneriske logoer. Og det må man sige, at hans egne gør. Lichtenstein kan male et billede, så man med flere meters afstand ved: Det der, det må være en Lichtenstein.
Enestående udstilling
Louisiana har helt enestående fået skabt en udstilling med en række af kunstnerens både klassiske og mindre kendte værker. Klassikkerne er selvfølgelig skønne at se live. Man kan stikke snuden helt tæt på og konstatere, at det altså er malerier, vi har med at gøre. Men lige så interessant er det at se forløberne. Tre tidlige værker, der ligner almindelig ekspressionistisk gnideri, men som under overfladen indeholder de fremmedelementer, der siden skulle bane vejen for et kunstnerisk varemærke: Anders And, Mickey Mouse og Snurre Snup.
Popkunst
’Pop’ er forkortelse for ordet ’populær’. At noget er populært betyder, at mange mennesker holder af det og/eller at mange mennesker kender det. Popkunstnere som Andy Warhol, Robert Rauschenberg og Jim Dine genbruger billeder - de fleste mennesker kender - i deres kunst. Opdagelsen af silketrykket betyder at man kan overføre billeder – andres billeder - til lærredet og bearbejde dem.
Popkunst eller populærkunst? Er tegneserier, billeder af dåser eller kendte mennesker rigtig kunst?
Popkunsten sprængte alle rammer for, hvad der var legalt at kalde kunst. Det var populærkunsten, hvor motiverne er de, ting vi ser i fjernsynet, i reklamer og i supermarkedet. Med specielt to kunstneres grafiske talent blev popkunsten en anerkendt, men også omdiskuteret kunststil.
Det er lidt som med hønen og ægget. Hvornår kan man sige, at et billede er et billede af et billede? For er et malet landskabsbillede ikke bare et billede af en natur, vi kan gå ud i?
Og er abstrakte billeder ikke bare billeder af tanker og fantasier hos kunstneren?
Dåser og kendte mennesker
Betegnelsen popkunst dækker over kunstens rolle i et system, hvor man begyndte at bringe billedverdenen fra tegneserier, reklamer, madvarer, forbrugsgoder og filmstjerner frem i manegen. Andy Warhols kendte motiv af en suppedåse eller billedet af Marilyn Monroe er eksempler på motiver, vi alle kender til. Ideen med at afbillede hverdagsting var at tage afstand til den hidtidige opfattelse af kunst, samt at vise, at enkle motiver kan være æstetiske. Kunstformen bryder altså med den hidtidige skelnen mellem god og dårlig kunst, hvad der er folkelig kultur og hvad der er finkultur.
Kunst eller ej
Lichstenstein ser, at et billede kun skabes fordi det allerede eksisterer som motiv, enten om vi ser motivet gennem vores øjne eller som det er i vores hoveder. De billeder, han skabte, var en blanding af afmaling af allerede producerede malerier fra kendte kunstnere som Picasso og Monet, samt selvproducerede billeder fra tidens reklame og tegneserie verden. Billederne han producerede var tydelige og skarpe i deres udtryk, og forestillede motiver folk kunne genkende fra deres hverdag. Der var ingen penselstrøg, romantisk tusmørke eller tegn på kunstnerens mørke eller lyse sind i hans motiver.
Lichstenstein fik i sin tid flere kritikere end beundrere, da folk mente han blot afbillede allerede eksisterende malerier uden at bidrage med noget, der var bemærkelsesværdigt, og at han historisk set var Amerikas værste kunster. Hvorvidt dette er sandt kan dog diskuteres, da de billeder han skabte, faktisk havde være gennem en lang bearbejdelses proces, hvor han brugte sin grafiske evner til at male og tegne.
Han arbejde med motiverne så de opnåede netop det visuelle udtryk, han ønskede. Et udtryk, hvor meningen var, at folk skulle kunne kende forskel på virkelighed og billeder. Dette mente han var centralt, da vi som mennesker ikke må miste grebet om den virkelige verden. Lichtenstein ser, at vi i vores hverdag bliver bombarderet med udtryk, som ikke skelner mellem fantasi og virkelig. Dette ser han som et problem, for eksempel fordi mange mennesker identificerer sig med de rollemodeller, succeskriterier og skønhedsobjekter som bliver fremstillet i reklameverdenen.
Den måde specielt Lichtenstein og Warhol skabte kunst på, ved hovedsageligt at ændre på allerede eksisterende billeder, har altså skabt røre men også anerkendelse og respekt. Med denne kunstform har kunstnerne udforsket billedemediets omfattende muligheder for at arbejde med grundtemaer som kærlighed og konflikt, men også med det formmæssige som flade og spejling. Popkunstens univers handler om kunst og om kunstens billeder gennem reklamer og forbrugsgoder, som blot er en lille del af det populærkulturen står for.
Det er individuelt hvad vi ser som kunst, og hvornår der er tale om nyskabende kunst.
For eksempel Andy Warhol; han ændrer jo på allerede lavede billeder, hvilket umiddelbart kan ses som aben efter. Men de ændringer han laver, må være store eller radikale nok, siden hans billeder er blevet så eftertragtede? Er stor interesse så ensbetydende med, at der er tale om kunst, eller er det stadig hvor nytænkende eller svært det er at skabe, der er det afgørende?
Pop Art
Omkring 1960 opstod den amerikanske popkunst i New York anført af Andy Warhol og Roy Lichtenstein. Andre betydelige popkunstnere er Claes Oldenburg, Jim Dine, Tom Wesselman, James Rosenquist, Robert Indiana, Escobar Marisol, Allan d’Arcangelo og George Segal. Popkunsten blev den dominerende kunstretning i 1960’erne, ligesom den abstrakte ekspressionisme havde været det i perioden 1945-1955. Den afspejlede mere end nogen anden kunstretning det amerikanske samfund og kultur i 1960’erne. Richard Hamilton skabte under indflydelse af sin personlige ven Marcel Duchamp allerede sidst i 1950’erne de første popbilleder og lagde derved grundstenen til den engelske popkunst, der løb parallelt med den amerikanske. Richard Hamiltons position i engelsk kunst svarer til Jasper Johns og Rauschenbergs i USA. Foruden Richard Hamilton er det David Hockney, der er bannerførere for den engelske popkunst. I anden række kommer Ronald B. Kitaj, Peter Blake, Allen Jones, Tom Phillips, Joe Tilson, Patrick Caulfild, Anthony Davidson og Anthony Green.
Andy Warhol (1928-1987).
Amerikansk multikunstner og filminstruktør. Han blev født i Pennsylvania som Andrew Warhola. Hans forældre var immigranter fra Tjekkoslovakiet (nu Den Tjekkiske Republik). Allerede som barn var han interesseret i film og kunst. Fra 1945-49 studerede han på College of Fine Arts, Carnegie Institute of Technology i Pittsburgh. I 1949 flyttede han til New York og levede af at illustrere magasiner og tidsskrifter. I 1960'erne grundlagde en gruppe kunstnere Pop Art bevægelsen - den nye stil konfronterede beskuerne med populære billeder og ting fra supermarkedet - samfundets symboler, masseproduktionen. Warhold skabte også sit eget udseende - i 1950'erne farvede hans sit hår blond, og i midten af 1960'erne begyndte han at bære en sølvparyk, og med den skabte han opmærksomhed i kunstverdenen. Han elskede fx sko og katte, billeder af hans katte findes i mange af hans kunstværker. Han
var religiøs. Han var besat af at blive rig og berømt, og han vidste, at han kunne nå "Den amerikanske drøm" ved hårdt arbejde, han var arbejdsnarkoman, og en mand af enstavelsesord. Warhol skabte værker af billeder fra popkulturen fx tegneserier og fra forbrugerkulturen fx Pop Art ikonet "Campbell Soup", en serie fra 1968. Pop Art kunsten gjorde Warhol verdenskendt, i 1960'erne skabte han portrætter af filmstjerner fx Marylin Monroe og Elizabeth Taylor (de var ikke længere mennesker men forbrugsprodukter), og hans berømte "S & H Green Stamps", 1965.
Warhol's atelier "The Factory", der lå på 5. sal på 231 East 47th Street i New York, var en magnet for kunstnere og andre personligheder, væggene var dekoreret med sølvfolie af Warhol's nære Billy Name, og musikken der fyldte rummet var enten pop eller opera (Maria Callas). I dagtimerne arbejdede Warhol og hans assistenter med fx silketryk, og i aftentimerne holdtes "Factory Parties". Warhol døde af komplikationer efter en galdeblæreoperation. I 1994 blev Andy Warhol Museet åbnet i hans hjemby Pittsburgh i Pennsylvania. I 1978 udstillede Warhol på Louisiana.
Udvalgte arbejder:
Rød støvle med kristtorn fra 1955. "Ethel Scull" 1963. "Jackie" 1964, Jaqueline Kennedy. "Elvis" 1964. "Electric Chair" 1965. Tapet med hovedet af en ko fra 1966. "Campbell's Soup 1" 1968, konservesdåse med tomatsuppe. Mao 1972. "Julia Warhola" 1974. "Ingrid" 1983, Ingrid Bergman i nonnedragt. "Friedrich Der Grosse" 1986. "Beethoven" 1987. "Moonwalk" 1987, astronaut og flag på månen. Valgplakat for McGovern. "Absolute Vodka", billede af Vodkaflaske. Plakat til "The Andy Warhol Museum". Flere selvportrætter.
I en af hans film "Sleep" fra 1963, er handlingen, eller mangel på samme, en mand, der sover i seks timer.
I 1976 udkom hans selvbiografi "The Philosophy of Andy Warhol". Omslaget til bogen Andy Warhol & Pat Hackett "Popism. The Warhol 60s".
"Time Magazine" 1984, forside til bladet med portræt af Michael Jackson.
Pladecovers til fx Velvet Underground "Velvet Underground & Nico", kendt som coveret med bananen, Diana Ross "Silk Electric", portræt. Aretha Franklin "Aretha", portræt. The Rolling Stones "Love You Live", portræt, og "Sticky Fingers" udsnit af af mand iført cowboybukser.
www.artstamps.dk
